Kære Bloglæsere

Dette indlæg er skrevet og ”dedikeret” til én, der står mig meget nær og til alle jer andre, der står et rigtigt svært sted i livet. Det handler om, hvordan vi gebærder os, når folk vi kender eller har tæt på os, oplever en tragedie, krise eller svær tid i sit liv.

Jeg kender selv til tragedier og kun at kunne se sort. Hullet, jeg er faldet i, er for dybt til jeg, på nogen måde, kan komme op af det, lysene for enden er tunnelen er slukket og ”at det nok skal gå” kommer ikke til at gå for mig. Der er ingen udvej – hullet bliver kun dybere, til jeg er sunket helt i og forsvundet. Sådan har jeg oplevet det og troen på, at jeg kom igennem min tragedie og smerte var ikke eksisterende. Det var frygteligt, pinefuldt og mistrøsteligt. Oplevelsen af meningsløshed og ligegyldighed i livet fyldte alt og gjorde livet uudholdeligt at leve. Men livet gik videre, om jeg ville det eller ej. Nat blev til dag – dag til nat og tiden gik sin naturlige gang.

Tiden kan læge mange sår (arrene forsvinder dog ikke – men kan minde os om og lære os meget) og processen blive din ven og pludselig oplever man igen solen, der skinner på ens ansigt, blomsterne har igen fået duft og træerne har igen fået farve. Heldigvis. Og heldigvis findes der tragedier og kriser i forskellige ”størrelser”. Vi ved kun selv, hvor smertefuld den ene krise er frem for den anden – det kan ingen andre bedømme.

Jeg kender også til at stå på den anden side eller oven over hullet og opleve, hvordan mine kære har siddet i det smertefulde sorte hul og set hvad det har gjort ved dem. Det er også pinefuldt MEN langt mindre pinefuldt end dér, hvor de sidder. Og det er det, jeg vil belyse i dette indlæg. For hvad gør man og hvad bør man (bestemt) ikke gøre, når man kommer i kontakt med noget og nogen, der har det så svært.

Jeg har oplevet mange tunge og svære kriser i mit liv og *puha da* også nogle i den lette kategori. Fælles for dem alle kan jeg dog sige, at sætninger og ord som: ”Det skal nok gå – det sker for mange” ”op med humøret – det bliver snart bedre igen” ”Jeg kender én som……….( enten har det værre eller det gik rigtig godt for – også skal man ligge øre, til enten 14 forskellige succeshistorier eller endnu værre tragedier, så man næsten ikke ”kan tillade” sig at begræde sin egen, for den er jo ikke nær så slem i forhold til)” osv. IKKE HJÆLPER. I kender sikkert og har hørt langt flere af den form for sætninger. Men alle disse sætninger, ord og historier HJÆLPER IKKE og de burde slettes fra ordforrådet, når det kommer til trøst og støtte. For, selvom folk siger det i den bedste mening, har det desværre, den modsatte effekt. De mennesker som oplever en krise eller tragedie, kan ikke bruge det til noget som helst. Tværtimod. De føler sig ikke mødt, trøstet eller støttet. De får faktisk følelsen af, at de skal ”lukkes ned” – derfor lukker de af og gemmer deres følelser væk, til du er gået. Derefter kan de igen græde og lukke op for følelserne, som de følte, der ikke var plads til, da du var der og kom med alle dine ”trøstende ord”.

Da jeg var 21 blev jeg ramt af en meget svær depression og blev stærkt medicineret med anti-depressiv medicin.

Jeg glemmer ALDRIG den veninde, der en dag sad overfor mig i min sofa og sagde: ”nu skal du passe på du ikke går hen og bliver doven” – fordi jeg ikke havde overskud til at tage med hende i City 2. Jeg har tilgivet hende i dag, men aldrig glemt det. Det var den mest sårende besked, jeg kunne få.

Jeg har til gengæld heller ikke glemt den veninde der troligt, tog bussen hjem til mig, tre gange om ugen, som aftalt– for at få mig med over at træne, så jeg kunne få det bedre, men HVER GANG måtte stå foran en lukket dør, der aldrig blev åbnet og kunne vende om og tage hjem igen. Jeg kunne simpelthen ikke åbne døren og jeg skammede mig inderligt over det svigt, jeg følte jeg udsatte hende for. ALDRIG lod hun mig høre for det.

Jeg glemmer heller aldrig den ven der kom hjem til mig, kiggede på mig og tømte hans lommer for penge og sagde: ”Jill du ligner lort og dit køleskab er gabende tomt– nu tager vi over og handler dét DU lige har lyst til for de penge jeg har” Det var stort. Ingen af os havde jo nogen penge på det tidspunkt. Vi var alle flyttet hjemmefra og havde lavtlønnede jobs. Men han sørgede for, at jeg fik noget i mit køleskab, det havde jeg nemlig heller ikke kræfter til, og har ALDRIG krævet en øre eller tjeneste retur.

Hér kan jeg vist helt berettiget smide et STORT TAK ind til ALLE dem der har været dér med deres støtte og hjælp i de kriser og tragedier, der har været på min vej.

Så hvordan støtter man egentlig én der står, det måske sværeste sted, i sit liv.

1) Først og fremmest så LYTTER man. Lyt til hvordan personen har det. Læd være med at tro, at DU VED hvordan personen har det. Heller ikke selv om du har prøvet noget lignende, eller kender én, der har. Det er ikke dig, det handler om. Lad være med at fortælle om din eller andres oplevelse. Vent til du bliver spurgt. Det kan godt være, at personen er interesseret i at høre om din historie, men så vent til du bliver spurgt, eller spørg om personen er interesseret i at høre om det, når du har lyttet færdigt. Sig evt. ”jeg kan genkende det og det. Har du lyst til at høre om, hvordan det var for mig eller hvad jeg gjorde?” Respekter hvis du får et nej. Mange vil så gerne give gode råd, men hvis folk vil have et godt råd, så skal de nok spørge om det. Det de har brug for nu, er lyttende ører. IKKE gode råd og historier. Så bid dig selv i tungen.

2) Hav ikke intentioner om at få personen i et bestemt humør. Mange vil af bedste mening, forsøge at få personen op af ”hullet” og i godt eller bedre humør. Det bedste du kan gøre er faktisk at ”hoppe” ned i hullet til personen. Hvis du tør. Det er hér mange kommer i kontakt med, hvor svært det er, at være i så nedtrykt en stemning, hvor det hele bare er tungt og sort. Og derfor begynder de febrilsk at trøste og komme med opmuntrende ord. Men det er ikke dét personen har brug for. Personen har brug for at være i det -og dér, hvor personen nu engang er, og at du sætter dig ned og tør være i netop dét, der er så smertefuldt og lytte til og føle, hvordan det er, at være der. At sige: ” JA det hele er meningsløst. Gud hvor må det være hårdt, at være der, hvor du er. Hvad er sværest og hvornår? Hvornår er det mørkest eller mest meningsløst.? At sige: ”JA, jeg kan godt forstå, hvis du synes det hele er ligegyldigt”. MØD personen dér, hvor han/hun er og bliv der. På et tidspunkt vil han/hun måske græde men i løbet af 5 minutter, vil situationen måske vende og så vil I ligge flade af grin. Det vil måske senere igen blive afløst af gråd. Men følg processen og lad den komme af sig selv og prøv ikke at få personen et ”andet sted hen” fordi du ikke kan lide at være der. Så sig hellere det. ”Det er så svært for mig at se dig sådan. Det gør mig ondt, når du har så ondt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler mig magtesløs”. Sådan har han/hun det sikkert også. Og det vil føles meget mere autentisk at DU bekender kulør i stedet for at ”trøste” dig ud af den “ubehagelige” situationen.

3) Læg mærke til hvordan du ”trøster” når han/hun græder. Trøster du for at få personen til at holde op med at græde? Eller trøster du på en måde, hvor personen kan blive ved med at græde, og mærke at du er der?

Hvis du gør det første, så er det ikke det han/hun har brug for. Vi er vant til helt fra små, at blive trøstet for at holde op med at græde, men det forstyrrer processen mere end den gavner. Og tit trøster vi på den måde, fordi det er svært at ”være i” for os selv, ikke for den andens skyld. Har du svært ved gråd, vil du sikkert trøste med henblik på at få personen til at stoppe. Prøv om du i stedet for at kramme hårdt, rokke den anden, eller stryge hånden op og ned af ryggen eller låret, kan holde blidt om personen. Du kan også ”nøjes” med at ligge en hånd støttende på låret, skulderen eller ryggen og bare holde den i jo. På den måde kan personen græde ud og færdig af sig selv, men kan samtidig mærke, at du er der, og at du kan rumme, at han/hun er ked af det og græder.

Et menneske kan græde i timevis når tårerne bare ”triller ned af kinderne”. Det er ikke forløsende gråd. Forløsende gråd, der hjælper, er den dybe hulkegråd og det er tit den, hvor folk får svært ved at rumme det.

Et menneske kan ”kun” hulkegræde i op til 12 minutter – så vil det automatisk holde op og det vil have en forløsende effekt. Så du kan roligt være der for en person i hulkegråd, uden at være bange for at personen aldrig stopper og uden at skulle forsøge at trøste til personen holder op. Det sker helt automatisk.

Hvis personen derimod er i hysterisk gråd, hvor du kan fornemme at der ikke er ”kontakt” til dig og hvor personen hyperventilerer, vil det være godt at forsøge at skabe kontakt. Tag fat i begge hænder, sørg for at personen får jordforbindelse med fødderne og skab øjenkontakt.

4) Vær der for personen. Giv det du kan og har lyst til, hvad enten det er dine lyttende ører, en hjælpende hånd til en opvask eller støvsugning, et måltid mad eller hvad det nu kan være – og gør det uden regnskab. Gør det fordi du oprigtigt vil hjælpe og ikke forventer, at så gør din ven eller kære nok noget retur, siger tak på en bestemt måde eller et bestemt tidspunkt, holder den træningsaftale eller hvad det nu kan være. Kan du ikke gøre det uden ”regnskab” skal du helt lade være. For så hjælper det ingen af jer.

5) Husk på, at du ikke ved hvordan den anden har det. Selvom du føler, du har oplevet præcist det samme, så vil to mennesker aldrig opleve den samme situation ens. Lad være med at gøre dig klog, bedrevidende eller få det til at virke, som om det hele nok skal løse sig. Det er det værste, du kan gøre. Spørg interesseret og omsorgsfuldt ind til den ven eller kære og lad være med at vurdere om det er svært, hårdt, kritisk eller ej. Det kan kun den, du spørger, fortælle dig. Hvad der kan virke let og overskueligt for dig kan være yderst vanskeligt for en anden og omvendt og det er ikke nogens opgave at bedømme, hvad der er let eller svært for andre.

Det der er sværest ved at støtte andre i en krisesituation er faktisk vores egne uafklarede følelser. Mange har, i krisesituationer og ved dødsfald, oplevet, at folk de kendte holdt op med at ringe, gik over på den modsatte side af gaden, når de så hinanden i byen osv. Mange har også oplevet selv, at måtte trække sig, fordi de ikke følte sig mødt i alle de ”gode råd og historier”. Dét er en skam og det kan blive frygteligt ensomt, når man står et svært sted i livet. Man har det svært nok i forvejen.

Min opfordring er hermed givet til at være der for hinanden på en anden og bedre måde. Når det ikke længere handler om dig og/eller dine uafklarede følelser og temaer, men rent faktisk ”bare” handler om den, der har det svært, kan du ”bare være” og på den måde være der for den anden.

Held og lykke.

De allerkærligste og støttende tanker til jer alle fra Jill

Seneste indlæg: