(Del 1)
I mange parforhold er det ofte sådan, at det med tiden kan gå hen at blive lidt surt, lidt for hverdagsagtigt og sætninger som, ”jeg mangler, gider du ikke godt for en gangs skyld, du gør aldrig, hvorfor kan du ikke bare…..flyver gennem stuer, telefonrør og sms´er. Kritik fylder mere end ros i parforholdet, selvom ingen ønsker det sådan. Mange formår ikke at vende kajakken. Den flyder derud af i kritikkens stærke strøm og kærligheden ebber ligeså stille ud i dødvande.

Som jeg ser det, er det fordi vi i bund og grund ikke føler os elskede – sådan rigtig elskede. Vi ved måske godt at vores partner elsker os, men i kritikkens sløring kan det nogle gange være svært, at mærke det helt nede i maven. Derudover ved vores partner måske ikke engang hvad der skal til for, at vi føler os RIGTIGT elskede…..måske ved vi det ikke engang helt selv.

Derfor er det så vigtigt, at stille skarpt på vores kærlighedssprog. Når vi ved, hvad der er vores eget kærlighedssprog – altså hvad der fylder os op med kærlighed, og vi kender vores partners, bliver det meget nemmere at fylde hinanden op med kærlighed. Vi vil føle os mere elskede og kritik vil lynhurtigt blive erstattet med ros, glæde, kærlighed og berøring.

Jeg vil i dette første indlæg beskrive hvad ”kærlighedssprogene” er og i de efterfølgende indlæg vil jeg gå i dybden med hvert enkelt af de 5 forskellige kærlighedssprog.

Dét kærlighedssprog vi selv har, er også dét vi ”giver” til andre. Har man verbal bekræftelse som primært kærlighedssprog, vil man rose andre. Har man tjenester som primært kærlighedssprog, vil man gøre mange tjenester for andre. Jeg ser mange par, der ikke har stiftet bekendtskab med kærlighedssprogene, gøre mange ting for deres partner, på den måde, de tror, gør deres partner glade. Men har manden f.eks. ”verbal bekræftelse” som kærlighedssprog, roser og bekræfter han derfor sin kæreste i den tro, at hun også føler sig elsket af det. I virkeligheden har hun ”tilbringe tid sammen” som kærlighedssprog og føler sig ikke elsket af, at høre hun er lækker, men føler sig derimod elsket, når han har tid til at være sammen med hende, lytter og taler med hende, går ture og er nærværende i samværet.

Hun render nemlig rundt og planlægger weekender, bestiller biografbilletter, reserverer fredag og lørdag til ”kæresteaftner” og søndagsbrunch med familien, hvilket han ikke føler sig elsket af. Han ville føle sig elsket ved at høre, at hun respekterede ham, havde tillid til ham, at hans pik var flot og lækker og at INGEN kører bedre bil end ham. På den måde kan parret komme ud for, at deres kærlighedsbeholder bliver tømt ud, selvom de tror, de gør alt hvad de kan for hinanden og det resulterer til sidst i afsavn, brok og kritik.

Mit primære kærlighedssprog er at tilbringe tid sammen. Mit sekundære kærlighedsspprog er tjenester. Jeg føler mig allermest elsket når min kæreste sætter tid af til mig. Det kan være 10 minutter, hvor jeg måske fortæller om en oplevelse eller min dag, og har hans fulde opmærksomhed, det kan være en gå-tur hånd i hånd, en weekendtur, eller blot at lave noget sammen, vi er sammen om. Gør han mig også en tjeneste samme dag, eksempelvis hænger en hylde op i mit terapi-rum eller pudser mine sko, så bobler jeg over af kærlighed til ham.

Alle 5 kærlighedssprog er dog nogle, vi alle sammen gerne vil have, men vi har 2 sprog der i særdeleshed fylder os op med kærlighed, der gør, at vi føler os virkelig elskede. Altså et ”primært” og et ”sekundært” kærlighedssprog.

De 5 kommer hér:

1 Verbal bekræftelse/anerkendelse
(Ros, anerkendende ord, opmuntrende ord, venlige ord) (Som feks at min ven, for et øjeblik siden, skrev: ”Skriver du ikke et indlæg om kærlighedssprogene. Jeg ville gerne have vidst noget om dem meget tidligere” og ”jeg vil glæde mig SÅ meget til at læse, hvad du finder på med din dejlige lette og humoristiske måde at skrive på…” gjorde at jeg kastede mig over computeren og skriver i dette øjeblik).

2 Tilbringe tid sammen
(Tale sammen, gå ture, gå i biografen, tage ud at spise, spille spil, dele en flaske rødvin fredag aften, osv)

3 Gaver
(Små som store gaver, blomster – enten købt eller en enkelt plukket på vej hjem, dyre som billige gaver. Kun fantasien sætter grænser)

4 Tjenester
(Tømme opvaskeren, hente kaffe, stryge skjorte eller kjole, pudse sko, støvsuge osv).

5 Fysisk kontakt
(Kys, knus, klem, nus, massage, klap bagi, sex)

Når du (og din partner) har fundet frem til jeres kærlighedssprog 1 + 2, prøv så at sætte en karakter på fra 1 – 10 (10 er højest) hvor I vurderer, hvor fyldt jeres kærlighedsbeholder er – altså hvor meget i føler jer elskede. Det giver et godt indblik i, hvor I kan sætte ind overfor hinanden og både skabe og vise mere kærlighed for hinanden.

Håber denne del har gjort dig nysgerrig på, hvad kærlighedssprogene er og kan ”gøre”. Følg med i næste del, hvor jeg vil uddybe kærlighedssprog nr. 1. Verbal anerkendelse/bekræftelse.

Indtil da held og lykke med (opfyldelse af) kærligheden

Kærligst Jill

Har du og din kæreste brug for hjælp til at finde jeres kærlighedssprog kan i ringe og bestille tid på 6167 7890

Seneste indlæg: