Vi kender det alle sammen og vi hører om det alle sammen. Over kaffen, i omklædningsrummet, i frokostpausen, i stuerne, på stilladserne og kontorerne. ”Jeg ville ønske han gjorde….., han gør aldrig,…. hun tager aldrig initiativ til…., han husker aldrig, hun vil aldrig……., hvis bare han/hun dog ville gøre det for mig, så ville jeg blive så glad og lykkelig.

Rigtig mange samtaler handler om, hvad vores partner ikke gør for os og hvor meget, vi ville ønske vores partner netop gjorde. Som jeg ser det, er det færre og færre, der får det til at fungere (vores alarmerende høje skilsmissestatistik, indikerer det samme) Flere og flere parforhold, ender med at gå i stykker eller fortsætter med stigende utilfredshed, skænderier og et konstant forsøg på, at få partneren til at gøre én mere lykkelig. Desværre bliver det ofte gjort ved ekesmpelvis at kritistere og forsøge at få ham/hende til at lave sig om.

Men man kan også gøre noget andet. Man kan vende tankegangen om, og se på det ud fra det perspektiv, at vi er 100% ansvarlige for vores egen lykke i vores parforhold og vores partner er 100% ansvarlig for sin lykke. Tit er det dog sådan, at vi får byttet om på det, så “du er ansvarlig for min lykke og jeg er ansvarlig for din” Man får altså lagt ansvaret for sin egen lykke i sin partners hænder. Det er stort ansvar at give videre. Konsekvensen kan være, at man ender i en konstant afventende position, magtesløs, med sin lykke betinget af partnerens handlinger.

I begyndelsen af et parforhold vil det typisk ikke blive bemærket, da det er en periode, hvor vi står på hænder for hinanden. Der er ikke dét, vi ikke vil gøre. Blomster, parfume, undertøj, chokolade og div. gaver bliver revet ned af hylderne, kort bliver skrevet, ture bestilt, middage arrangeret og sex, hele tiden og alle vegne. Alt er fantastisk. Han er fantastisk og såååå romantisk – og hun er så sexet og waaauuw for en frækkert.

Når forelskelsen ligger sig, tågerne fordamper og hverdagen så småt gør sit indtog, bliver der længere og længere imellem de søde kort, gaver, initiativer til romantiske middage, fordybelse, nærvær, rejser og sex. Han er heller ikke længere lige så romantisk og hun ikke længere så forbandet naughty.

Hvad er nu den af?? Vi er jo vant til at vores partner ryster initiativer og gaver ud af ærmene.  Hvor blev trylleærmerne af?

Well, trylleærmerne forsvandt. Enten med forelskelsen eller også ligger de begravet og tynget af kritik, et kæmpe ansvar og tårnhøje forventninger.

Der sker jo netop dét, at det ansvar vi giver vores partner, unægtelig også vil ende med at blive en sur og uoverskuelig opgave. En opgave, der alligevel ikke bliver gjort (ofte) nok eller på den helt rigtige måde. Og med et fralagt ansvar, kan vi nu stå med pegefingeren fremme og brokke os, være kede af det, skuffede, føle os oversete og ikke værdsatte og langtfra lykkelige. Anklager og kritik fyger omkring og vi brokker os over hvor lidt han/hun gør for os.

MEN hvordan ville det være at hive ansvaret for din egen lykke hjem igen??? Prøv at tænke over det. Du er nu ansvarlig for DIN EGEN lykke. DU kan selv bestemme, hvornår der skal tages initiativer til det DU har lyst til og du er nu helt fri for at gå og vente på, at din partner tager initiativet og ”gør dig lykkelig”.

Der er flere måder at gøre tingene på. En måde kunne være, at bede om dét, du vil have eller mangler. Mange vil allerende nu tænke; “det er jo ikke sjovt at få det, hvis jeg skal bede om det først.” Og hér tager du fejl. Din partner ved ikke, hvad du gerne vil have LIGE NU. Måske din partner har en overordnet idé om, hvad du kan li, sætter pris på, elsker osv. Men din partner ved ikke, LIGE PRÆCIS HVORNÅR, du gerne vil have det. Derfor kan det være hjælpsomt og iøvrigt nyttigt for dig, hvis du beder om det, når du har brug for det.

Eksempelvis.:

Åh, jeg trænger sådan til at høre du elsker mig. Fortæl mig lige du elsker mig.

Vil du ikke holde om mig, jeg tænger sådan til at blive holdt om.

Jeg har brug for nærvær. Vil du lytte/tale med mig nu? (eller om ½ time, hvis det passer bedre)

Jeg vil blive så glad for en blomst. Tager du én med hjem?

Osv osv osv…….find selv på flere.

De fleste, vil så gerne gøre deres partner glade og give deres partner dét, deres partner har brug for. På denne måde bliver det nemt.

En anden måde kan være at gøre tingene selv eller give dig selv det du mangler. Jeg kan blive lige så glad for, at købe de blomster, jeg vil have, i stedet for at vente på, at min kæreste, på mirakuløs vis læser mine tanker -og køber dem med hjem. De dufter præcis lige så godt, ser akkurat lige så flot ud i vasen og jeg bliver ligeså lykkelig af at se på den, når jeg selv har købt den. Jeg kommer også på den ferie, jeg gerne vil. Også hér, er jeg præcis lige så glad, når Jan og jeg ligger i solen og hører vores datter, synge i poolen, som hvis det var Jan, der havde taget initiativ til -og booket ferien. Det samme gælder bordet på restauranten, massagen, teateret whatever. Hvis jeg skulle vente på, at Jan tog initativet til det, ville vi sjældent komme afsted. Og det er INGEN kritik. Det er bare ikke det, han prioriterer eller er “god til”

Og det er en lige så vigtig pointe. Jeg er god til at arrangere ting, såsom middage, ture, rejser osv. Jeg er god til det dér med at “snakke” og har mere brug for det end Jan. Derfor er det smart, at det er mig der tager initiativerne til de “ting”.  Det ligger nemlig ikke forrest i Jans tanker, at han eksemplevis, skal tage initiativ til nærvær og samtale om “hvor er vi henne i parforholdet” Er vi på samme tog, i samme vogn eller står én af os flagrer på en øde perron. Og jeg vil alene af den grund kunne vente længe og ende med at brokke mig over manglende nærvær. Omvendt er Jan god til at tage initiativer og sørge for ting, der ligger meget langt bagude i min tankerække. Det kan være alt fra praktiske ting omkring biler, hus til sociale ting, jeg ikke har fokus på. Hér ville Jan også kunne vente længe, hvis han skulle vente på, at jeg tog initiativet til de ting.

Betyder det så, at vi ikke skal gøre noget for hinanden mere? Nej det gør det ikke.

For det vil vi jo rigtig gerne. Og når først forventninger, krav, kritik og brok er af vejen, så bliver det også meget sjovere.

Når du/i først har taget ansvar for din/jeres egen lykke, vil der først og fremmest være mindre kritik og færre konflikter. Det vil gernere et mere afslappet og fredeligt miljø med plads og lyst til overraskelser. For alt er jo en overraskelse, når man ikke forventer det ;-)

Held og lykke(lig) med parforholdet

Kærligst

Jill

Seneste indlæg: