Jeg er en kvinde, der har brug for ufattelig meget frihed i mit parforhold. Frihed til at kunne gå efter de mål jeg gerne vil nå, frihed til at kunne rejse med mine veninder, frihed til en spontan bytur, frihed til at udvikle mig og ikke mindst frihed til, at være den jeg er.

Det har imidlertid vist sig at være lidt svært -og den helt store udfordring, når jeg kigger tilbage i mine parforholds scrapbog. For hvor meget frihed er egentlig tilladt indenfor parforholdets rammer?, og er frihed i virkeligheden ikke alt for egoistisk? Egoistisk kan man jo ikke være i et parforhold……eller kan man? Skal man ikke indgå kompromisser?, vi kan jo ikke alle få det vi gerne vil have……eller kan vi?

Jeg mener, er det i virkeligheden ikke egoistisk at forvente at ens partner går på kompromis med noget som vedkommende egentlig ikke har lyst til, for at opfylde et behov hos den anden? Burde vi ikke søge at opfylde vores partners behov og ønsker, støtte og opbakke og sørge for at vores partner udvikler sig og gør hvad der er vigtigt for dennes trivsel, snarer end at begrænse vores partner for at få egne behov opfyldt?

Og hvordan lader dette sig gøre hvis den ene part i et parforhold, har frihed som livsværdi og den anden har tryghed. Er de på forhånd dømt til at mislykkedes? eller har de i virkeligheden en fantastisk mulighed for at udvikle sig sammen?

Jeg tror på det sidste.

I Imago-terapien taler man om, at man ubevidst møder den partner, hvor ens uopfyldte behov fra barndommen bliver ”tricket”. Altså som eksempel kan nævnes, datteren af en fjern selvoptaget far, der ubevidst vælger en fraværende arbejdsnarkoman som mand. Hvordan kan hendes ægteskab opfylde hendes behov for nærhed og samvær. Og sønnen af en deprimeret, seksuelt hæmmet mor, der vælger at gifte sig med en deprimeret, kold, rigid kvinde. Hvordan skal han bære sig ad med at genfinde sin sanselighed og livsglæde. Sønnen af en omklamrende enlig mor, hvis behov altid krævedes opfyldt, der ubevidst vælger den usikre og jaloux kvinde. Hvordan skal han få behovet for frihed og frihed til at være sig selv opfyldt?

I disse tilfælde vil der unægtelig opstå en masse begrænsninger og kompromisser, ganske vist i ”forsøget” på at opfylde modpartens behov, men på en måde hvor parterne let kan komme til at miste sig selv og enten føle sig begrænsede eller føle at de konstant befinder sig i kompromisernes endeløse land.

Hvordan er det så muligt at møde hinanden uden at gå på kompromis, uden at begræse – men i stedet for udvikle hinanden?

Først må vi stille skarpt på de behov vi ikke har fået opfyldt og dernæst turde være dem vi er, med alle de ”mørke” og ”grimme” sider vi har. Vi må turde stå ved og være med det, vi har med os.

Dernæst må vi se vores partner, trods uopfyldte behov, som en gave for udvikling, hvor vi ikke begrænser men lærer.

Sidst må vi være indstillede på at forandre os, ikke fordi vi ikke er gode nok som vi er, men for at læge barndommens sår, med det for øje, at i gennem udvikling bliver vi et helt menneske.

Her er det vigtigt at huske på at det ikke kun er den ene part, der skal denne proces igennem. Det er begge parter. For begge har mødt hinanden, hvor et ubevidst behov for ”reparation” har meldt sig.

Jeg vil tage et eksempel fra et par, jeg har haft i terapi. Det er eksemplet med sønnen af den omklamrende enlige mor, hvis behov altid krævedes opfyldt. Han valgte ubevidst den usikre og jaloux kvinde. Men hun har også valgt ham. Hvad skal de lære hver især?

Hans behov var frihed. Hendes behov var tryghed.

Han havde oplevet en mor, der konstant havde brug for ham. Til at lytte, til at hjælpe, til at udfylde hendes tomrum. Han havde en følelse af at blive ”holdt fast” og opslugt, ikke at kunne være sig selv og hans behov for at være en lille udforskende dreng, der kunne løbe omkring, blev ikke imødekommet.

Hun havde oplevet forældre, der aldrig rigtig var hjemme, hun blev konstant passet ude, hun vidste aldrig hvem der hentede hende fra dagplejen og de hyggelige familiestunder og faste rammer var ikke eksisterende. Hendes behov for tryghed blev i den grad ikke mødt.

Her var udfordringen og muligheden for udvikling helt eminent. Med dét for øje og ikke at lade sig rive med af fortidens faste greb, kunne de mødes i en skøn forening.

Han skulle lære at nærhed ikke er lig med at blive opslugt og miste sig selv og hun skulle lære at finde tryghed i at give slip, uden frygten for at falde fra hinanden og føle sig alene og forladt.

Det kan, i sin umiddelbare form, lyde meget let. Det er det ikke. Det kræver, at turde være den man er, helt inde under facaden og bevæge sig derud, hvor det hele bliver lidt (meget) usikkert og hvor alle barndommens overlevelsesstrategier sætter ind, for at afholde én fra at gøre noget nyt.

Heldigvis er det muligt.

For mit eget vedkommende, har det været en lang rejse. Mit behov for frihed er ikke blevet mindre, men i dag ved jeg, hvad der kan være på spil, hvis og når jeg reagerer uhensigtsmæssigt. Jeg har fået sat ansigt på ”frygten” og ved på den måde, hvornår jeg skal nærme mig den i stedet for at flygte fra den. Sat lidt på spidsen, så er jeg klar over, at det vil være en ret så uhensigtsmæssig adfærd at bestille en rejse med veninderne, med afgang, den dag jeg skal op af kirkegulvet. 😉

Jeg er meget interesseret i, at høre dine kommentarer og eventuelle egne oplevelser/erfaringer – opfordringen er hermed givet.

Tør DU være den DU er? Tør DU forandre dig?

Kærligst Jill

Seneste indlæg: