(Del 6)
Fysisk berøring i et forhold er utrolig vigtigt. Det er uanset, om man har det som sit primære eller sekundære ”sprog”. At holde i hånd, nusse, kramme, kysse, få massage og at gå i seng med hinanden, er alt sammen kærlighed og for nogle, det primære eller sekundære kærlighedssprog. Uden det føler de sig slet ikke elsket.

I dette sprog er der en hel krop der er modtagelig for berøring. Følsomme punkter – nervebaner – er spredt over hele kroppen, men det betyder ikke at al berøring ”føles ens” forstået på den måde, at det giver samme glæde. Hér er det utroligt vigtig både at kommunikere, hvad man godt kan lide og at partneren lytter til det.

Berøring kan skabe -men også bryde et forhold. Fysisk berøring siger meget mere end ordene ” jeg elsker dig” eller ”jeg hader dig”. En lussing er skadelig for enhver, men knusende for et menneske, der har fysisk berøring som primært kærlighedssprog.

At finde ”dialekten” i dette sprog er afgørende for om din partner synes dine berøringer er dejlige eller ubehagelige og irriterende. Nogle elsker at blive kildet mens det for andre giver et voldsomt ubehag og nærmest gør ondt. Fortsætter man en berøring, der føles ubehagelig som f.eks. at kilde, signaleres det modsatte af kærlighed. Det fortæller, at du ikke fornemmer din partners behov og at du er ligeglad med hvad han/hun synes er dejligt. Man må ikke gå ud fra, at den berøring man selv kan lide også føles behagelig for ens partner.

Det er altid den, der har ”sproget” der har det afgørende ord for om noget føles behageligt eller ej. Er du den, der har fysisk berøring som kærlighedssprog, vil det være en stor hjælp for din partner, at give tilbagemeldinger på de berøringer, du modtager. Udbyttet er indlysende. Berøringer på den skønne, dejlige, vidunderlige og helt igennem fede måde.

Berøring behøver ikke at kræve så meget tid. Det kan være alt fra at ligge en hånd på skulderen, når der bliver skænket kaffe. Et strøg igennem håret, et klem i numsen, når man går forbi, et flygtigt kys, en hånd på låret, når man ser tv, et kram bagfra, når ens partner skræller kartofler og et kys i øret. Mulighederne er mange.

Men én ting er sikkert, har du en partner, hvis kærlighedssprog er fysisk berøring, har du mulighed for at starte en spændende og udforskende rejse for at finde nye steder og måder, at berøre din partner på.

Jeg vil kort lige ”berøre” hvordan berøringer kan være afgørende i krisetider. Har du f.eks en kvinde, der har fysisk berøring som kærlighedssprog, er det utroligt vigtigt, at du holder om hende eller på anden måde ligger en hånd på hendes lår eller skulder, når hun græder. Ikke for at få hende til at holde op med at græde (det kan vi mærke – og det ”føles” ikke rart”) men for at fortælle hende, at du kan rumme hendes ked-af-det-hed, at du har lyst til at være empatisk og omsorgsfuld, fordi du ser hendes smerte og at du er der for hende, som en stærk støtte. Kriser giver en enestående mulighed for at vise din kærlighed. Dit ømme knus vil blive husket længe, rører du hende ikke, vil det måske aldrig blive glemt. Krisetider er forskellige. Der kan f.eks. være dødsfald eller sygdom i familien, hvor det, forstå mig ret, kan være ”lettere” at udvise kærlighed og omsorg i form af ømme knus.”Lettere” end, at give ømme knus i en krisetid i parforholdet eller efter et stort uforløst skænderi. Opfordringen er alligevel givet 😉

Og til kvinderne vil jeg sige, har du en mand, der har fysisk berøring som kærlighedssprog kan det, at blive afvist seksuelt, være utrolig hårdt. Han kan føle sig forkastet, uønsket, uelsket og kastreret. Jeg siger ikke, at kvinder skal gå i seng med deres mænd for at undgå, at han føler det sådan, jeg opfordrer jer til at tænke over hvordan I – i og så fald – giver afvisningen. Sig ham ”tak” fordi han er god til at tage initiativet (han efterstræber trods alt dig) og fortæl ham at dét, at du ikke har lyst til sex, ikke har noget med ham at gøre.

Når det så er sagt, er der kun det sjove tilbage. En måde at stille skarpt på hvilke, kan være evt. at lave en liste hver, med 20 ting, over de berøringer i begge nyder i hverdagen og en liste med 20 seksuelle berøringer. Læs dem op for hinanden når, i har skrevet dem. Hvem ved, måske opdager i noget nyt 😉

(Dette kan også gøres selvom man ikke har ”fysisk kontakt” som kærlighedssprog.)

Hverdagslisten kan indeholde: kys inden jeg går hjemmefra, eller når jeg kommer hjem, holde i hånden på gaden, nus i håret når vi ser tv, kærlige klap i numsen, fodmassage, kys når vi går og handler ind osv, blive holdt om i sofaen osv.

Sexlisten kan indeholde: nap i øreflippen/brystvorten, en fjer strøget hen over kroppen, når du slikker mig på/i/omkring……………..når du rører mig på/i/omkring osv.

Varme knus fra Jill

Ps. En del mænd har dette kærlighedssprog som det primære, men der er også mange der tror de har det, uden at have det. Grunden til det er, at mange mænd føler et stort behov for sex. Udover at det kan være rigtigt, så er der også en fysisk årsag til dette. Nemlig at der er noget der “presser for at komme ud” (sæden) Det har vi kvinder ikke – derfor mærker vi bl.a. ikke lyst på samme måde som mænd og derfor mærker mænd bl.a. oftere lysten til sex. Men det må ikke forveskles med, om man har fysisk kontakt som kærlighedssprog.

Er du mand så lig mærke til, hvor meget du rører ved andre, knuser, krammer, kysser og nusser og også selv ønsker dette. Er det ikke et stort behov eller noget du gør meget i, har du højest sandsynligt ikke fysisk kontakt som kærlighedssprog. Det du mærker er en helt enkel og naturlig proces i kroppen, der går ud på, at sæden gerne vil ud og derfor sender signal til dig om behov og lyst til sex.

Har du og din kæreste brug for hjælp til at finde jeres kærlighedssprog, eller til at finde ud af, hvordan i kan bruge dem i jeres hverdag, er i velkomne til at ringe og bestille tid på 6167 7890

Seneste indlæg: