– hører jeg rigtig mange sige for tiden. Både i min omgangskreds og i min praksis. For mig er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det er min overbevisning, at folk gør, det de mener, er den bedste løsning for dem og det mest rigtige.

Det der, for tiden, optager mig meget, er den proces op til et brud, hvor partneren (særligt hvor der er børn) beslutter sig for at forlade deres familie. Og så den proces lige efter et brud. Det virker som om, at langt de fleste, uanset hvor meget de har forberedt sig, bliver ramt af chok i samme grad, som de blev ramt af et godstog i høj fart.

I processen op til bruddet “drømmer” partneren om det fremtidige liv, uden alle besværlighederne. Uden alle de ting, der irriterer dem ved deres partner. Uden den dårlige stemning. Uden de opslidende skænderier og det udtrættede og negative rum.

Det er som om, livet, på den anden side af bruddet, bliver romantiseret, i iveren af, at slippe for det, de ikke længere kan holde ud at være i. De forestiller sig, hvordan de får opfyldt deres behov og savn. De forestiller sig, lettelsen over ikke at skulle være i et anstrengt rum, at kunne gøre det de har lyst til, ikke at skulle rydde op efter den anden, ikke blive skuffet over u-indfriede forventninger og løfter. Ikke at skulle stå til ansvar og/eller regnskab, men være frie. Og det er der ikke noget galt i.

Men så kommer bruddet – så kommer godstoget, forskrækkelsen og sorgen. Sorgen over det tabte, alt det der ikke lykkedes, de bristede håb og drømme og børn, der skal deles. Det smertefulde savn, når de ikke er hos én. Usikkerhed over hvordan det nye liv skal blive.

Det er hér…… lige hér, jeg oplever rigtig mange ryge ned i et sort hul. Her er der ofte kun smerte.  Alt det de, før bruddet, gik og forestillede sig, er meget langt væk og bekymringerne falder over i hinanden. I denne fase, bliver der ofte truffet en masse beslutninger, som ikke er gennemtænkte og måske ikke er de bedste løsninger. De træffes fordi, de vil igennem bruddet hurtigst muligt, så de kan komme videre hver især. Ingen kan holde ud at have så ondt.

Det gør mig så ondt, når jeg kigger dem i øjnene og ser deres smerte. Og det gør et kæmpe indtryk på mig, når jeg ser den voldsomme forvandling, forholdsvis afklarethed og forventningens glæde, rutche lige lukt ned i mørket. AV!

I langt de fleste tilfælde,  kommer de med tiden til at føle den lettelse, frihed og indre glæde, de håbede på. Mange forældre formår også at opbygge en form for venskab, hvor det lykkedes dem at skabe et godt samarbejde omkring deres børn. Det glæder mig enormt meget for alle, dem der lykkedes med det.

Står du og overvejer af gå fra din partner kan du bl.a. tænke over følgende:

Hvad er det jeg mangler?

Har jeg bedt om det jeg ønsker og har brug for eller har jeg kritiseret min partner for, hvad jeg ikke har fået?

Er mine overvejelser nye eller har jeg gået med dem længe?

Har jeg delt mine tanker med min partner?

Hvad skal ændres? Og hvilke ændringer skal komme fra mig eller ham/hende?

Hvad vil jeg miste ved at gå?

Hvad vil jeg vinde ved at gå?

Hvilke bekymringer kan opstå ved at gå?

Søg evt. professionel hjælp til. Enten individuelt eller inviter din partner med i parterapi/parrådgivning.

Er løbet kørt og ingen forandring er mulig eller er du allerede gået, kan du bl.a.tænke over følgende:

Gør intet i vrede!

Hvordan kan jeg afslutte forholdet på en ordentlig og respektfuld måde?

Hvad er vigtigt, at få sagt? Hvad er vigtigt for mig at have han/hun hører?

Kan han/hun byde ind med noget, der kan få mig til at ændre mening? Hvis ikke, så træk ikke afskeden i langdrag.

Hvordan kan jeg tage ansvaret for min del og undgå (kun) at give min partner skylden?

Konflikter mellem de voksne skal løses mellem de voksne. Inddrag ikke børnene i dem.

Bliv enige om, hvornår jeres netværk og børn skal vide noget. Det er godt når hverken børn eller netværk, ikke behøver at være bange for at tale over sig og det er godt at netværket er informeret, så børnene har mulighed for at udtrykke deres følelser i de nære omgivelser.

Vær med dine følelser. Det er okay at være ked af det og vred, også selvom man er den der er gået.

Søg professionel hjælp. Gerne hver for sig og/eller sammen. I kan få hjælp til at få afklaret jeres følelser og få rådgivning til hvordan i deler børn, bo, økonomi m.m. Det kan ofte være svært, selv at få overblikket over, når man er i sine følelsers vold.

De 10 børnekrav (fra “samværets pris” af Morten Nissen):

1. Barnet skal, i forhold til sin alder, forbedredes grundigt på de ændringer, skilsmissen medfører

2. Barnet skal have en klar forståelse af, de HAR IKKE del af skylden for skilsmissen

3. Barnet skal forstå, at skilsmissen er en løsning på konflikterne mellem forældrene

4. Barnet skal ikke afgøre, hvem det vil bo hos

5. Barnet skal blive i sit miljø

6. Barnets behov for samvær skal tilgodeses – og barnet skal have medbestemmelse (i forhold til alder)

7. Barnet skal sikres tilknytning til begge forældre

8. Barnet skal holdes udenfor forældrenes konflikter

9. Barnet må ikke tildeles en voksenrolle

10. Forældrene må ikke danne en ny familie, før barnet er klar til det

En god bog at læse kan være: Bogen om skilsmisse. Børn, Jura og det nye liv af Christine Byriel.

Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe eller skrive til mig.

Klem fra Jill

PS: Del gerne ud af tanker, ideer og erfaringer i kommentarfeltet. Der er mange, der kan have bruge for dem og jeg vil smadder gerne høre, hvad du har på hjertet omkring dette emne.

Seneste indlæg: