I dette indlæg vil jeg forsøge at gøre det nemt for dig, at finde dit tilknytningsmønster.

Tilknytningsteorien er en af de mest empirisk, videnskabeligt understøttede, udviklingspsykologiske teorier og blev udviklet langt før, det var muligt at se ind i den levende hjerne. Moderne teknologi, som eksempelvis hjernescanning, har påvist teoriens holdbarhed. Alt hvad vi for nuværende ved om hjerne og nervesystem, understøtter tilknytningsteorien, og forskningen fortsætter med at skabe nye videnskabeligefremskridt og videreudvikling af tilknytningsteorien.

Vi er, heldigvis, alle sammen vidt forskellige med hver vores personlighed og måde at indgå at i relationer på. Men tilknytningsteorien kan forklare os om, hvorfor vi reagerer som vi gør i betydningsfulde relationer. Det gælder både i parholdet, til sine forældre, børn, venner og sågar chefen.

Det er vigtigt at nævne, at når tilknytningsteorien beskrives, vil det være kategoriseringer af adfærd og det vil derfor være forsimplet og generaliseret. Nuancer vil uundgåeligt forsvinde, til gengæld vil betydningen stå klarere frem.  Det betyder heller ikke, hvis man har en utryg tilknytning, at det ikke kan ændres på. Det er muligt, ved hjælp af nye erfaringer, at skabe det man kalder tillært tryg tilknytning.

De fire kategorier er:

  • Tryg tilknytning
  • Afvisende tilknytning
  • Ængstelig/ambivalent tilknytning
  • Desorganiseret tilknytning

 

Tryg tilknytning

Tryg tilknytning er den mest betydningsfulde overhovedet for et liv med lethed og glæde, oplevet meningsfuldhed, indre balance, trygge relationer og en stærk følelse af at være værdifuld – for sig selv og for andre. Det man kalder selvværd.

Denne rummende, kærlige, anerkendende og ikke-fordømmende forældreadfærd giver barnet en tro på, at det ALTID kan regne med beskyttelse. Det betyder, at barnet får tillid – og er tryg nok til at bevæge sig nysgerrigt og udforskende ud i verden; vel vidende at det altid kan vende hjem igen til den trygge base.

Et samspil hvor forældrene udviser:

Forudsigelighed

Følsomhed

Accept

Samarbejde

Opmærksomhed

Tilgængelighed

Nærvær

Beskyttelse og trøst

Interesse

Positivitet

Rummelighed

Ikke-fordømmelse

Samhørighedsoplevelser

Fordringsløshed

Sensitiv responsivitet

Ressonans og sensitivitet i forhold til barnets behov

o.a

Forældrenes samspil med barnet er hjælpsomt i forhold til barnets regulering af nervesystem og følelser. Barnet har fuld tillid. Føler sig fri og uafhængig i sin udforskning af omverdenen, i det der er en følelse af sikker base. Barnet er trygt.

Det trygge barn vokser op og tilegner sig, som voksen personlige kompetencer, som eksempelvis:

Realistisk optimisme

Empati, sætte sig ind i andres situation

Medfølelse

Tillidsfuldhed

Åbenhed og Fleksibilitet

Klar kommunikation om egne behov

Modstandsdygtighed overfor stress og belastninger

Kan beskytte både sig selv og andre fra eksterne farer og krænkelser

Kan reparere brud i relationer, dvs. gøre det godt igen

Kan rumme at andre er forskellige fra dem selv

Robusthed og selvværd

o.a

 

Afvisende/undgående tilknytning

Dette barn vokser op med forældreadfærd præget af distance, afvisning, fordømmelse, ignorering, censur, kritik og eventuelt decideret fjendtlighed eller som er blevet ladt alt for meget alene, og vil ikke opleve, at forældrene er til rådighed på det følelsesmæssige plan. Forældrene udgør med andre ord ikke en tryg base. Resultatet bliver, at  barnet føler sig afvist, devalueret, ignoreret, ikke god nok, og ikke værd at være sammen med.

Barnet vil, opgive at blive set,  mødt og trøstet, af sine forældre, og vil til sidst  holde op med at prøve at tilknytte sig. Det vil i stedet forsøge at trøste og stimulere sig selv. Selv i stressende situationer, hvor barnet bliver bange eller decideret angst, vil det forsøge at undgå at vise dets behov for beskyttelse og tryghed, fordi det risikerer at blive afvist, og vil blot skabe endnu mere angst. Barnet vil være nødt til at undertrykke sig selv  og forsøge at “være” noget andet end det er. Barnet vil med andre ord, over tid, overbevise sig selv om, at det slet ikke har brug for andre og er nødt til at klare sig selv.

Et afvisende tilknytningsmønster betyder ikke, at barnet nødvendigvis har været udsat for vold eller anden omsorgsvigt – men udelukkende at det på følelsesmæssigt plan ikke er blevet mødt, set og betingelsesløst anerkendt af sine forældre.

Et samspil hvor forældrene udviser:

Distance

Skæld ud og udskamning

Kritik

Afvisning

Fordømmelse

Censur

For meget alene

Fjendtlighed

o.a

Barnets behov/tilknytningssignaler mødes ikke sensitivt og barnet skruer ned eller ophører med at vise sine behov. Det forsøger i stedet at tilpasse sig og at regulere sig selv. Barnet kan ikke få hjælp af den voksne og mister tilliden

Det utrygt-afvisende barn vokser op og tilknytningsmønsteret kan vise sig på følgende måde:

Oplever sig følelsesmæssigt isoleret fra andre

Minimerer andres betydningsfuldhed i eget liv

Sender signaler til andre om ikke at have behov for dem

Har typisk ingen eller kun svag erindring om egen barndom – eller et decideret idylliseret billede

Engagerer sig typisk i logisk, konkret og analytisk tænkning

Kan have svært ved at forstå andre og føler sig ikke selv forstået/anerkendt

Kan have svag kropsfornemmelse

Kan foragte svaghed eller det der opfattes som svaghed

Kan blive ekstrem sårbar og angst i relation til egne behov, følelser og ønsker

Kan konkurrere og dominere

Tror på hårdt arbejde og at man kan klare sig selv

Bliver nemt skuffet over andre, har en skrøbelig tillid til verden og andre

Indre (selv) kritiske dialoger

Kan have selvtillid, men mangle selvværd

o.a

 

Ængstelig/ambivalent tilknytning

Det ængsteligt tilknyttede barn er typisk vokset op med en inkonsistent og uforudsigelig forældreadfærd. Barnet har aldrig helt kunnet regne med om dets behov for trøst og stimulering, ville kunne blive mødt eller ej – og heller ikke, på hvilken måde. Forældrene udgør ikke nogen tryg base.

Uforudsigelige omgivelser producerer stress, og konstant årvågenhed i forhold til forældrene, deres behov, humør og egne indre tilstande. For  at blive set er barnet nødt til at “skrue op” i forhold til at tilknytte sig, men uden rigtigt at kunne få det, som det behøver. Der vil altid være en usikkerhed for barnet om hvorvidt det får opfyldt sine behov eller ej. Denne form for usikkerhed skaber grobund for stor ængstelighed og usikkerhed hos barnet og det vil miste tillid både til den voksne men også sig selv i forhold til at kunne skaffe sig det, det har behov for.

Barnet vil forsøge at appellere og klamre sig til den voksne, og vil have meget svært ved at falde til ro – også når det faktisk tilbydes trøst og omsorg. Det vil være fyldt med indre uro, nervøsitet og stor ængstelighed, og vil  hverken kunne bringe sig selv til ro eller bruge forældrene eller andre til hvile og restitution.

Et samspil, hvor forældrene udviser:

Uforudsigelighed

Uberegnelighed

Lunefuldhed

Inkonsistens

Den voksne er optaget af egne indre (angstfyldte) tilstande

Rolleforvirring og rolleombytning

o.a

Barnets behov/tilknytningssignaler mødes inkonsistent og uforudsigeligt og barnet skruer op for sin tilknytningsadfærd. Det er vagtsomt, appellerende og ”klæbende” Barnet får ikke konsistent hjælp af den voksne, mister tilliden men vedbliver med at forsøge.

Det utrygt-ængstelige barn vokser op og tilknytningsmønsteret kan vise sig på følgende måde:

Usikkerhed og evig holden øje med andre

Angst og stress, særlig i forbindelse med afsked, separation eller afvisning

Kan ikke regulere eller berolige sig selv

Skeptiske overfor andres intentioner, mistillid til omverdenen

Stort behov for omsorg og nærhed samtidig med stor frygt for at miste samme

Vrede og anklage mod andre

Bliver ofte overvældet af egne barndomserindringer, traumatiseret

Føler at de skal ”please” andre for at få det, de gerne vil have

Giver først og fremmest for at få noget tilbage

Stort behov for bekræftelse og anerkendelse, uden rigtig at kunne tage det ind

Typisk lav selvsikkerhed og selvværd

o.a

 

Desorganiseret tilknytning

Forældrenes adfærd vil typisk være ekstremt skræmmende, meget kaotisk og uforudsigelig og der vil forekomme voldsomme skift mellem ekstreme tilstande; den voksne kan fx være rolig et øjeblik for at bryde ud i voldsomt raseri det næste.   På den måde bliver barnet fanget i et voldsomt dilemma omkring både at søge sine forældre og flygte fra dem. Uanset hvad barnet gør, kan det ikke få det, som det har behov for. Desorganiseret tilknytning er således det alvorligste udtryk for utryghed, et menneske kan vise, og samspillet med forældrene bygger grundlæggende på angst.

I det desorganiserede tilknytningsmønster har barnet ikke, som ved det afvisende og ængstelige mønster, kunne finde en brugbar oerlevelsesstragtegi, i forhold til forældrenes adfærd, ved enten at lukke ned for tilknytningen, som ved det afvisende mønster eller at skrue op for det, som ved det ængstelige mønster.

Forældrenes egen adfærd, er det der skræmmer barnet allermest. Barnet er på den ene side biologisk indrettet til at søge beskyttelse hos sine forældre, på den anden side er det netop forældrene der udgør det mest farlige for barnet. Det kan være i form af vold, overgreb, incest, krænkelser eller anden form for fysisk eller psykisk mishandling.

Derfor kan det desorganiserede tilknytningsmønster, af indlysende grunde, producere store, både intrapsykiske og relationelle, vanskeligheder.

Et samspil hvor forældrene udviser:

Uforudsigelighed

Inkonsistens

Defekt omsorgssystem hos forældre

Skræmt eller skræmmende adfærd

Vold

Overgreb

Seksuelt misbrug

Krænkelser

Hån

Fysisk og psykisk mishandling

o.a

Barnet er fanget i dilemmaet mellem instinktivt at søge tryghed og knytte sig til den voksne,  samtidig med, at det er  bange for den voksne, da det er den voknse, der er mest farlig for barnet. At blive sat på sådan en umulig opgave kan føre til alvorlige tilknytningsforstyrrelser og barnet vil være meget uforudsigeligt, splittet og uden indre ro.

Det desorganiserede barn vokser op og tilknytningsmønsteret kan vise sig på følgende måde:

Panik og angst i forhold til at indgå i relationer med andre

Voldsomme og skiftende humørtilstande

En oplevelse af indre og ydre kaos

Hypersensibilitet

Stress, panik og et nervesystem i evigt alarmberedskab

Overvældethed

Oplevelse af uvirkelighed, at være levende død

Svært ved at læse andre og deres intentioner

Lille eller ingen empatiske kompetancer

Svært ved at læse, hvad der er sikkert og hvad der er farligt

Kan blive tiltrukket af farlige og ekstreme situationer

Misbrug af forskellig art

Selvdestruktivitet

o.a

 

Tillært tryg tilknytning

Som nævnt tidligere kan et utrygt tilknytningsmønster overskrives af et trygt, fordi vi, som mennesker, har mulighed for at udvikle os igennem hele livet. Både vores hjerne og nervesystem er modtageligt for forandringer. Når vi arbejder med og selv afprøver nye måder at være i verden på, vil vi erhverve os nye relationelle erfaringer. Det vil give os mulighed for at genvinde troen på både os selv og andre.

 

Seneste indlæg: