Det er efterhånden blevet noget af en oplevelse at betragte børnefamilier der er ude at handle. Hvad enten det er en onsdag, fredag efter arbejde eller lørdag formiddag. Det er (u)imponerende, hvor grimt forældre taler til deres børn. Det er snerrende, bidende, tydeligt irriteret, nedladende og fyldt med bandeord. Alligevel hører man dem sige, at børnene skal tale pænt, stå pænt og sidde pænt. Formaningerne er mange og ofte efterfulgt af alverdens trusler om at “ellers kommer de ikke med næste gang”, ”ellers kommer de ikke med hjem” eller ”lørdagsslikken forsvinder”. Samtidigt flyver løftede pegefingre rundt i luften ang. de aftaler, der var indgået allerede inden de tog hjemmefra: “Jeg havde sagt til dig, jeg ikke ville ha dig med, hvis du opførte dig på denne måde, ”vi aftalte ingen plageri” osv. alt i mens de hiver børnene rundt i armene…..”stil dig nu der, hold op med det tuderi, gå nu derhen og vent, hold op med at skabe dig, sæt dig her, op at stå, lad være med at røre ved noget, hold det hér og ti stille”……

Puha, jeg bliver helt forpustet hver gang og mit hjerte fyldes med sympati til børnene.

Og så tænker jeg: Forventer de voksne alligevel, at deres børn overhovedet KAN tale pænt. Jeg mener, vi kender jo alle til talemåden: Dine børn gør ikke hvad du siger – de gør hvad du gør? Så hvordan havde disse forældre egentlig regnet med at deres børn ville tale pænt? Forventer de at det kommer helt af sig selv, at de lærer det i børnehaven eller i skolen?, for de har da ingen forældre, der viser dem, hvordan man taler pænt og ordentligt med respekt for hinanden. Og hvad jeg næsten kan finde morsomt, er når forældrene selv undres over, hvor børnene lærer at tale så grimt?

Af en eller anden grund – desværre – gælder der nogle helt andre regler for voksne end for børn, når det handler om hvordan man skal opføre sig og ”må” være.
En del voksne vil med det samme sige, “jamen man bliver træt i hovedet”, ”det har været en lang og stresset dag”, ” jeg havde hovedpine og orkede det ikke” osv. osv. osv. Okay???? Er det så sådan en slags frikort, der gør det i orden ikke at tale pænt?
Børn har også lange dage i børnehaven, de kan også være trætte eller have ondt i hovedet. Er det hér, de skal kunne beherske det meget bedre end de voksne? Er det hér, hvor børnene PÅ INGEN MÅDER må være mærkede af det og være lidt umulige? Er det dem, der skal sætte det gode eksempel? – Ja åbenbart for ellers kommer de ikke med næste gang. Basta! Også selvom de voksne ikke formår det!

Når en voksen er ”umulig” som i sur, træt eller ked af det, lytter vi andre voksne, giver dem et knus og siger det kan vi godt forstå, det må være hårdt, op med humøret. Men når børn er kede af det og ytrer det på den måde de nu kan -ved at græde midt i centeret, ligge sig ned, blive sure osv., så bliver deres ører fyldt med “hold op med det skaberi, jeg gider ikke høre på dit tuderi, gud hvor er du grim når du ser sådan ud, eller du ryger på hovedet i seng når du kommer hjem”??????

Ville man tale sådan til sin kæreste, kone mand, kollega hvis de græd eller hvis de var sure????? Ville man sige til sin mand, midt i Bilka, som er stresset og uoplagt af en lang dag, at ”så kommer du altså ikke med næste gang” eller ”hold op med det skaberi ellers ryger du på hovedet i seng når vi kommer hjem”.

Hvori ligger forskellen egentlig?

Som jeg ser det har børn ikke sprog til at formidle deres ærgrelser, ked-af-det-hed og vrede som voksne kan. Og derfor kan det se ud som om, at deres følelser og reaktioner ikke bliver taget ligeså alvorligt. “Årh det er jo bare en is han ikke fik – det kan ikke sammenlignes” Jo det kan. I et barns verden kan det føles, som om jorden går under. Det gør den ikke, men følelserne er der alligevel. Og de følelser skal tages ligeså alvorligt.

De voksne er ”heldige” fordi børn har ikke et ordforråd og en position, hvor de kan sige til deres forældre: ” Hey hør lige en gang, hvordan er det du taler til mig? Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i. Hvad bilder du dig ind. Skal DU ha vasket DIN mund med sæbe, når vi kommer hjem”

Det er lidt en skam. For jeg ser mange forældre, der burde stå med sæben i munden, mange gange på sådan en dag.

Denne tekst er en kærlig opfordring til alle forældre, om at tale respektfuldt og pænt til jeres børn.

Og især til de forældre, der måske er blevet lidt for ”grimme” i munden.

Et par tips til hvad du kan gøre når du handler med dit barn.

Små børn sørger bedst liggende. Derfor ser man tit børn ligge sig ned og græde i en butik. De gør det ikke for at være besværlige, for at skabe sig eller være trodsige. Når et barn græder over ikke at måtte få, eksempelvis, en is, sørger de. Det bliver startet en sorgproces inden i, som er sundt for et barn at gå igennem. Det er derfor ikke godt og langtfra sundt, at stoppe den med trusler eller andet.

Sig derfor ikke: hold op med det tuderi/skaberi.

Sig i stedet: Det var også træls at du ikke måtte få den is. Jeg kan godt se du er ked af det/Jeg kan godt forstå du er ked af det. Og lad barnet græde færdig. Der går som regel ikke så længe, hvis barnet oplever at forælderen har hørt og forstået barnet.

Hver konsekvent når du har sagt nej. Bliv ikke overtalt til pludselig at give efter overfor plageri. Du kan nøjes med at sige nej. Barnet forstår ikke/har ikke brug for lange forklaringer. Mærk efter, om det i virkeligheden er din “dårlige samvittighed” over et nej, du prøver at “forklare væk”

Har du mulighed for det, så lad barnet blive hjemme de dage, hvor du er træt eller nedkørt og hvor du ved, at du ikke ville kunne overskue ”diskussionen” eller gråden.

Har du ikke mulighed for at lade dit barn blive hjemme, så mærk efter hvordan du har det inden i handler.

Er det en af de dage hvor du sagtens kan stå i mod og holde gråden ud, uden at snerre, skælde ud og true. Så sæt roligt en grænse og sig nej overfor dit barn.

Er det derimod en af de dage hvor du er presset og stresset og kunne komme til at reagere med skæld ud, så sig allerede inden i handler: ”når vi er færdige med at handle får du en is, æble, bolle” eller hvad det nu måtte være. På den måde sparer du dig selv for en masse konflikter der kan løbe løbsk og dit barn for en masse sårende ord og “støj”

Det er misforstået kærlighed altid at sige ja til dit barn, eller at være eftergivende. Et nej er også kærlighed og ofte meget bedre end et ja.

Dit barn vil også elske dig, selvom du siger nej.

Held og lykke derude

Kærligst Jill

Seneste indlæg: